shopo.dk

Shein anmeldelser: Stort sortiment og billige priser, men tvivlsom kvalitet og leveringstid

Shein fører et kæmpe sortiment af modevarer til utroligt lave priser. Til gengæld har de modtaget et højt antal blandede bedømmelser på Trustpilot. Tør du at bestille fra webshoppen?

Inden for de senere år har den kinesiske modevirksomhed Shein opnået voldsom popularitet hos verdens unge. På deres webshop kan du gå på opdagelse i et stort udvalg af trendy produkter til enormt lave priser.

Virksomheden blev grundlagt i 2008 under navnet She Inside, hvor de startede med at sælge brudekjoler. Senere ændrede de deres forretningsmodel, og i dag er de via influencers på de sociale medier blevet meget udbredt. Denne strategi kombineret med deres billige priser har i den grad givet pote. De sælger nemlig til mere end 150 lande.

Blandede meninger på Trustpilot

På Trustpilot har Shein fået et gennemsnit på 3,8 stjerner, hvilket klassificeres som “God”. Dog har kunderne blandede meninger om den kinesiske virksomhed.

I skrivende stund har over 850 danskere anmeldt Shein, hvoraf ca. 2/3 af bedømmelserne har 4 og 5 stjerner ud af 5 mulige. Dog har knap 1/3 kun 1 stjerne. Det virker tilsyneladende til, at de fleste danskere, der har handlet på webshoppen, har haft en god shoppingoplevelse, mens en del ikke kan anbefale at købe herfra.

Skal man vurdere ud fra Trustpilots bedømmelser, har du ca. 60 procent chance for, at din handel går godt. Spørgsmålet er dog, om det er godt nok til, at du tør satse?

Kundernes oplevelser

Leveringstid

Da produkterne sendes fra Kina, informerer Shein, at leveringstiden til Danmark er mellem 14-17 dage. Igen giver kundernes bedømmelser på Trustpilot et lidt blandet indtryk af dette.

Nogle fortæller, at de har fået deres ordre allerede inden for 7 dage, hvorimod andre aldrig har modtaget deres pakke. Faktisk siger en del kunder, at deres pakke er helt forsvundet.

Overvejer du at købe tøj hos modevirksomheden, skal du derfor acceptere risikoen for, at du aldrig modtager din pakke. Hvis du skal bruge tøjet inden for få dage, skal du holde dig fra webshoppen og i stedet købe hos danske brands, hvor du kan regne med kort leveringstid.

Told

En anden vigtig ting at have med i overvejelserne omkring køb hos Shein er told. Nye momsregler trådte i kraft i 2021, hvilket betyder, at du nu skal betale afgifter uanset varernes pris, når du handler i lande udenfor EU.

Dog kan du læse på Trustpilot, at virksomhedens pakker sendes til Holland, før de ankommer til Danmark. Derfor har mange danske kunder undgået told. Alligevel bør du have risikoen for at skulle betale told i baghovedet, hvis du køber varer fra webshoppen. På den måde får du ingen ubehagelige overraskelser.

Produktkvalitet

Endnu en gang er der delte meninger på Trustpilot, hvad angår kvaliteten af Sheins varer. I de 4 og 5-stjernede anmeldelser nævner mange, at tøjet var af overraskende god kvalitet i forhold til de billige priser. De 1-stjernede bedømmelser fortæller derimod, at varerne er af dårlig kvalitet.

Bestiller du hos Shein, bør du tilsyneladende ikke skrue dine forventninger til produktkvaliteten for højt op. Med de lave priser kan man nok heller ikke helt tillade sig at forvente for meget.