shopo.dk

Fruugo anmeldelser: Lave priser, men tør du tage chancen?

Fruugo har markant flere dårlige anmeldelser end almindelige danske webshops. Men til gengæld har de lavere priser og et enormt udvalg. Tør du tage chancen?

Fruugo er en verdensomspændende markedsplads, og deres mission er at tillade folk at handle med hinanden på tværs af kontinenter. Deres danske hjemmeside Fruugo.dk har både dansk sprog og dansk valuta, men det er altså udenlandske virksomheder du handler med igennem platformen.

De oplevede en stor vækst i Danmark omkring starten af corona-krisen. Mange danskere har fået øjnene op for nogle af deres mere end 10 millioner produkter, som sælges til ret skarpe priser.

Tør du tage chancen?

Efter at jeg har læst andre danskeres oplevelser med at købe produkter igennem Fruugo, så vil jeg dog selv være meget skeptisk ved at bestille noget hos dem.

Alene i Danmark er der over 10.000 mennesker som har bedømt Fruugo på Trustpilot, og det må siges at være meget blandende oplevelser folk har haft.

Faktisk er det næsten 2/3 af bedømmelserne som har 4 eller 5 stjerner ud af 5, så det ser altså ud som om at størstedelen har haft en god oplevelse. Men der er så også 1/3 som kun har givet 1 stjerne ud af 5, og som ser ud til virkelig at fortryde deres køb.

Så spørgsmålet er, om du vil tage chancen. Umiddelbart ser der ud til at være 2/3 chance for at det går godt, men er det nok for dig?

Hvad siger kunderne?

Leveringstid

Mange af anmeldelserne på Trustpilot indikerer at leveringstiden er meget lang. Nogle gange mere end en måned.

Der er dog også nogle som fortæller at de har fået produkterne ret hurtigt. Måske det er fordi de er blevet informeret om den relativt lange leveringstid på forhånd. Flere skriver i hvert fald, at de er positivt overraskede over leveringstiden ift. at varerne sendes helt fra Kina.

Men leveringstiden er i hvert fald noget jeg ville være meget opmærksom på hvis jeg skulle købe noget hos Fruugo. Kig nøje efter hvornår der står at varerne vil blive leveret. Og bliv ikke overrasket hvis det ikke bliver overholdt.

Det kan vist ikke anbefales at købe noget hos Fruugo, som man skal bruge inden for få dage. På det punkt er det meget anderledes end at købe hos danske webshops, hvor dag-til-dag levering er blevet normalt.

Told

I forlængelse at overvejelserne omkring levering, så vil jeg også nævne told. Det er der også anmeldere på Trustpilot der har haft udfordringer med.

Internt i EU bliver der ikke lagt told på produkter, men da varer du køber hos Fruugo ofte sendes fra fx Kina, så kan du risikere at der kommer told på de produkter du køber.

Fruugo skriver godt nok i deres betingelser, at du kan få refunderet en eventuel toldudgift. Men det synes jeg virker ret bøvlet, først at skulle betale told til en tredjepart, og så efterfølgende forsøge at få pengene refunderet fra Fruugo.

Bemærk i øvrigt at det også fremgår af deres betingelser, at i tilfælde af at du vil annullere eller returnere en ordre, så kommer du selv til at betale toldgebyret.

Der kan også være nogle udfordringer ift. tilbagebetaling af moms, men det bliver vist for kompliceret at komme ind på i denne artikel.

Produktkvalitet

Hvad angår kvaliteten af de produkter folk modtager, så er der også meget delte meninger på Trustpilot.

Nogle Fruugo-kunder beretter at de har modtaget produkter i fin kvalitet, imens andre er meget mindre tilfredse.

Flere skriver på Trustpilot at de har modtaget kopivarer, varer der ikke stemte overens med dem på billederne, varer der var ødelagte ved ankomst osv.

Hvis jeg selv en dag skulle handle hos Fruugo, så ville jeg nok ikke have store forventninger til kvaliteten. Men det kan man nok heller ikke tillade sig at have, når priserne er så lave som de er.

Returnering

At sende varer retur er så vidt jeg kan se på Trustpilot en af de helt store udfordringer ved at handle hos Fruugo.

Flere Fruugo-kunder skriver på Trustpilot at de er blevet bedt om at sende varer hele vejen til Kina, hvor de selv har skulle betale alle omkostninger fragt og told.

Hvis jeg skulle købe noget hos Fruugo, så ville jeg på forhånd indstille mig på, at jeg ikke har mulighed for at returnere varerne. Det virker simpelthen for bøvlet og for dyrt, til at det giver mening. Især hvis det er billige produkter man køber.

Kundeservice

Endnu en gang er det meget blandet hvad folk har haft af oplevelser. Nogle har oplevet at få hurtig hjælp af kundeservice, imens andre har svært ved at få kontakt til dem.

Ud fra de anmeldelser jeg kan læse på Trustpilot, og de svar jeg kan se Fruugo giver folk derinde, så virker det ikke til at de har danskere ansat til kundeservice. Så vidt jeg kan se er det engelsktalende personer, som så oversætter deres svar til dansk via Google Translate eller lign.

Mon egentlig det er Fruugo man er i kontakt med, eller det er selve den bagvedstående sælger af produktet? Vi skal huske på at det er en markedsplads, og at det ikke er Fruugo selv der har produkterne, så jeg tænker at de kan have svært ved at svare på produktspecifikke henvendelser.

Ofte stillede spørgsmål

Er Fruugo et dansk firma?

Nej, Fruugo har en dansk version af deres hjemmeside på adressen Fruugo.dk, men det er ikke en dansk virksomhed.

Bag Fruugo.dk står firmaet Fruugo.com Limited som er registreret på en adresse i England:

Fountain Street House
13 Fountain Street
Ulverston
Cumbria
LA12 7EQ

Er Fruugo en sikker side?

Der er umiddelbart ingen sikkerhedsrisiko ved at besøge Fruugos hjemmeside. Det er jeg i hvert fald ikke stødt på advarsler om.

Men om det er et godt sted at handle, det er så en helt anden sag.

Hvor bliver Fruugo sendt fra?

Da Fruugo er en global markedsplads kan sælgere over hele verden tilmelde sig, og sende varer ud fra hvor de bor.

Under afsnittet med produktinformation kan jeg se at der står “Solgt af”, og så et firmanavn. Og når jeg klikker på det, kan jeg se en adresse. Måske det er herfra varerne bliver sendt.

Baseret på de anmeldelser jeg har læst på Trustpilot, så tyder meget på, at mange af produkterne sendes fra Kina. Det giver også god mening, da Kina jo er kendte for at producere mange af den type varer som man kan købe hos Fruugo.

Hvordan kontakter jeg Fruugo?

De har en kontaktformular på hjemmesiden, som man kan udfylde, efter at have gået igennem nogle steps.

Om der er andre måder at komme i kontakt med dem på, det skal jeg ikke kunne sige.

Der er nævnt et telefonnummer på deres underside med “virksomhedsoplysninger”, men jeg tror ikke at det er tiltænkt almindelige kundehenvendelser.

Er der told på Fruugo?

Det kan man ikke sige helt entydigt. Det kommer an på hvor varerne sendes fra. Hvis det er fra EU, så kommer der ikke told på. Men uden for EU kan der godt komme told på.