shopo.dk

About You anmeldelser: God webshop på vej frem – men…

About You er en tysk virksomhed, der handler med tøj online. Deres værdier er at være sultne, hurtige og passionerede – hellere 80% på plads og hurtigt i gang.

Og det mærker man på den danske webshop. About You har en fin front med lækkert website og smart mobilapp, godt vareudvalg og nemt købsflow. Men supportsystemet, der skal virke, når noget går galt, er ikke på plads.

De har ekspanderet kraftigt i Europa siden deres start i 2014, og de har nu webshops i 24 lande. Den danske webshop åbnede i 2020, og ifølge deres anmeldelser har de haft massiv vækst i det meste af 2022.

Køb fra About You med åbne øjne

Jeg vil grundigt overveje, om jeg skal købe hos About You efter at læst deres anmeldelser online. Hvis du kan købe den vare, du ønsker fra en anden webshop, så gør det.

Den danske afdeling af About You har cirka 1200 anmeldelser på Trustpilot. About You’s danske webshop besvarer kun 1/3 af deres negative anmeldelser – dette ligger for sammenlignelige webshops på 90-100%. Det er et dårligt tegn, også selvom det skyldes vækst.

60% af kunderne giver 5 stjerner for ”fremragende”, men 20% giver kun 1 stjerne for en dårlig oplevelse, så der er flere tilfredse end utilfredse kunder. Men webshops, der ligner, ligger med over 70% 5-stjernede anmeldelser og 10-15% med dårlige oplevelser.

About You’s øvrige afdelinger i Europa ligger på niveau med disse webshops, det vil sige klart bedre end den danske. Så der er udsigt til forbedring.

Hvad siger de tilfredse kunder?

Fair og fornuftige priser

Mange oplyser, at webshoppen har gode priser. Der er tit udsalg, gode tilbud og rabatter.

Rigtig god købsoplevelse og gode varer

About You’s hjemmeside og app fungerer rigtig godt, og der er mange lækre produkter. Tøjet er af god kvalitet, det er let at bestille varer. Når kunderne får varerne i hånden, lever de op til forventningerne.

Levering og returpolitik

Levering er god og hurtig. Og hvis varen skulle blive forsinket udover det aftalte, giver About You rabatkuponer som kompensation.

Også returnering går nemt og hurtigt. Det samme gælder tilbagebetaling for returnerede eller annullerede varer.

Flere af de tilfredse kunder siger, at de har handlet mange gange hos About You, eller helt sikkert vil handle igen.

Hvad siger de utilfredse kunder?

Betaling for udsolgte varer

Utilfredse kunder har oplevet, at de har betalt for varer, der viser sig at være udsolgt. About You har forklaret dette med, at der er forsinkelse mellem det faktiske lager og webshoppen, som de først opdager, når betaling er trukket.

Dårlig og (til tider) ubehøvlet kundeservice

Flere kunder oplever About You’s kundeservice som inkompetent – og til tider ubehøvlet.

Forsinket levering og dårlige eller forkerte varer

Mange pakker bliver leveret for sent i forhold til det, der er lovet. Og hvis kunderne har efterlyst pakken, har About You ikke kunnet finde den.

I flere tilfælde har kunderne oplevet at modtage de forkerte varer både i størrelser og mærker. Og i enkelte tilfælde har varen fremstået, som om de har været brugt før.